10 tips til en go’ mandag morgen ♡

Nu er det ikke for at lægge en dæmper på søndagsstemningen ved at snakke om mandag morgen – Men den er jo (desværre?) uundgåelig.
Nogle er vilde med mandage; Ny uge, ny start, nye muligheder. Andre er helt modsat, og synes mandage er fuldstændig uoverskuelige. Ærligtalt, så hører jeg nok mest til den sidste del – Her hjælper det heller ikke ligefrem at jeg er mega b-menneske. Derfor vil jeg her dele mine tips til at komme bedst muligt igennem mandag morgen 🙂

♥ At blive vækket af en alarmtone om morgenen er forfærdeligt, omend nødvendigt. Sørg for at vælge en tone der giver dig en go’ start på dagen! Vælg evt. din yndlingssang og lad den spille færdig, eller hent en app, der kan vække dig med fuglekvidder.

♥ Husk morgenmaden! – Og gør gerne lidt ekstra ud af den, om det så bare er præsentationen der bliver kræset om. Det behøver ikke tage mange sekunder at gøre morgenmaden ekstra indbydende, og det gør altså bare morgenen lidt hyggeligere.

♥ Lyt til go’ og glad musik, mens du gør dig klar til dagen.

♥ Hop i en af favoritterne fra klædeskabet. Det kan enten være det mest hyggelige og behagelige outfit, eller den nyindkøbte nederdel, der endnu ikke har været en anledning til at tage i brug. Fint eller casual, det skal bare være noget du føler dig ekstra godt tilpas i.

♥ Nej! Man kan nemlig ikke være for overdressed på en mandag.

♥ Hvis det på nogen måde er muligt, så brug et par minutter på dig selv om morgenen. Scroll igennem instagram eller se lidt af Go’ Morgen Danmark mens du spiser morgenmad, eller lav en lækker kop the at vågne på – Det behøver ikke tage mere end et par minutter, men det gør en verden til forskel.

♥ Noget andet der gør en verden til forskel på en hård mandag morgen? Rød læbestift.

♥ Og tørshampoo! Det redder jo enhver hår-krise. Pssst; Den fra Syoss er fantastisk.

♥ Smil! Smil til dig selv, smil til dem du møder på din vej, smil til dine kolleger.

♥ Sørg for der er noget at se frem til senere på dagen; Om det så bare er at plante måsen i sofaen, en kaffedate med en veninde, din livret til aftensmad eller at lægge ny neglelak foran tv’et, hvad som helst! Det skal bare være noget du kan se frem til, på en måske ellers uoverskuelig dag.

– Derudover plejer jeg altid at finde tøj frem allerede søndag aften, så jeg ikke skal igennem en eller anden tøjkrise, som jeg overhovedet ikke har tid til om morgenen. Det er ikke altid jeg ender med at tage det tøj på, jeg har lagt frem, men det er altid godt at ha’ et outfit i backup, hvis tiden smutter fra mig.

Jeg håber mine små tips kunne bruges. Nyd søndagen, og ha’ så lige en fantastisk mandag imorgen! Knus, Louise-Lykke 💋

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *