2. advent & min gaveindpakning ♡ | BLOGMAS

Godmorgen, og rigtig glædelig 2. søndag i advent til jer – Og tusind tak fordi I er kigget herind forbi blogmas, det gør mig SÅ glad! 😀

Da det jo altså allerede er 2. søndag i advent idag, tænkte jeg det var oplagt at vise jer dette års adventsgaver – Altså, ikke dem jeg får, men dem jeg giver. I år giver jeg adventsgaver til begge mine forældre samt til en af mine veninder, så det er da alligevel blevet til en del gaver, og timevis af indpakning 😀 Mens jeg pakkede ind, var der skruet godt op for min yndlings juleplayliste, og da jeg havde hørt den igennem, startede jeg en julefilm på netflix, så hyggeligt!

Nå, men tilbage til indpakningen, det er nemlig dét det skal handle om lige nu. Hvert år vælger jeg nemlig et “tema” for gaveindpakningen (jaja, det lyder nok fjollet :D) Ét år kan det være et rigtigt oldschool tema med kraftigt, brunt papir og sejlgarn, eksempelvis mixet med julede stempler eller gran som jeg binder fast på gaverne. Et andet år kan temaet være totalt metallic-glimmer-glitter – Jeg er ærligtalt fan af det hele! Og jeg synes derfor det er så svært at vælge 😀

I år har jeg dog valgt et tema jeg aldrig før har haft til jul, og det er hverken oldschool eller glimmer/glitter; Det er nemlig lyserødt! Selv om jeg, som I jo nok ved, elsker lyserødt, så har jeg altså aldrig synes den farve passede til julen, faktisk slet, slet ikke. Men man har jo som bekendt et standpunkt til man tager et nyt, og da jeg så dette sarte, lyserøde (og faktisk alligevel julede) gavepapir i Søstrene Grene, var dette års indpakningstema altså straks besluttet; Pink christmas it is!

Jeg har sat det lyserøde papir sammen med hvidt satinbånd, og helt almindeligt hvidt gavebånd. Derudover har jeg i Bilka købt gavemærkater i hvid med sølv, da jeg synes det passede så fint til papiret – Så der sneg sig altså en lille bittesmule metallic ind.

Om julegaverne også får lyserødt tema eller noget helt andet, det vides ikke endnu. Ja, det er nemlig slet ikke sikkert at advents- og julegaverne har samme tema – Oftest har de faktisk helt modsat, fordi jeg så kan nørde med flere temaer uden det virker rodet (Ej okay, jeg tror bare jeg tier stille nu, inden jeg lyder alt for tosset 😀 ..)

Første søndag i advent fik mine forældre en oplevelses-gave; Nemlig en guidet tur på Nordisk Film for at se Olsen Banden-udstillingen. De blev så glade og vi havde en skøn tur sidste weekend – I kan læse alt om vores besøg og se alle billederne HER.
Jeg ramte altså heldigvis plet med gaven sidste søndag – Så håber vi det samme sker igen senere idag! 😀 Ja, jeg kan jo desværre ikke afsløre herinde, hvad jeg har købt til dem i tilfælde af de læser med 😀

Får/giver I adventsgaver? Og øhm, har I også gaveindpaknings-temaer? (Please, sig ja, haha) Uanset hvad, så må I have en fantastisk dejlig søndag, med masser af hygge! Julemøs til jer ♡

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *