90’er nostalgi ♡ | BLOGMAS

Jeg er generelt et meget sentimentalt menneske, og jeg elsker alt der giver den der nostalgiske følelse. Men den seneste tid har jeg da vist taget det til et helt nyt niveau – Jeg tror måske det har noget med at runde det der 30 at gøre. Forleden da jeg var hjemme hos mine forældre, sad jeg og kiggede i gamle fotoalbums fra 90’erne, og ejjj, men er der noget bedre end gamle billeder og fjollede minder? Det synes jeg ikke! Derfor tænkte jeg, at jeg ville invitere jer en tur med ned ad memory lane, sammen med mig.

Så hvis I også er vokset op i 80’er/90’erne, så tror jeg der er mange af disse ting I også vil synes er sjovt at huske tilbage på! 🙂

Polly Pocket
Sammen med Barbie-dukker (og dukker i det hele taget) var dette noget af det bedste legetøj der fandtes, efter min mening!

Kassettebånd
Et af de første kassettebånd jeg ejede var Krummes (soundtracket fra filmen, og jeg hørte det koooonstant!) 😀 Som 4-årig fik jeg min egen kassettebåndsafspiller med tilhørende mikrofon, så jeg kunne synge sammen med Krumme – Og så blev det jo faktisk ikke meget bedre!
Jeg havde også et kassettebånd fra Max & Antonettes Trafikklub – Andre der kan huske det? 😀

Tamagochi
De kære små elektroniske kæledyr skal selvfølgelig også med på listen! Der blev brugt så meget tid på dem, og ej, hvor var det bare tragisk når de døde! Nogle gange måtte min mor ‘passe’ den lille hund, hvis jeg ikke selv havde muligheden – Og sikke et pres der blev lagt på hendes skuldre, haha! 😀 Senere fik jeg flere små kæledyr og endda også en hel lille familie, der skulle passes. Det var SÅ fedt!

AQUA
Jeg ELSKEDE AQUA (Who am I kidding – Jeg elsker dem stadig ligeså meget!) og deres albums blev spillet på repeat dag ud og dag ind. Mit orange(!) værelse var plastret til i plakater, udklip og billeder af dem – Og det var altså ikke bare sådan lige, det krævede faktisk en masse af mig! Jeg var nemlig den heldige indehaver af skråvægge, så hver anden morgen vågnede jeg op med en kæmpe plakat i hovedet. Men jeg gav ikke op, de skulle hænge der!
Udover at mit værelse var tapetseret i AQUA, så tror jeg nærmest jeg ejede alt det merchandise der fandtes! Alt fra halstørklæder, bukser og bluser til bøger, kalendere, spil og nøgleringe – Og selvfølgelig alle deres cd’er og videoer. Desuden optog jeg alle tv-programmer de medvirkede i på VHS, så jeg kunne se dem igen og igen og igen og .. (Seriøst, undskyld, mor!)

Disneyfilm på VHS
Den første Disneyfilm jeg ejede og elskede var Askepot (selv om hende stedmoren altså var RET uhyggelig!) Senere indtog Løvernes Konge 1. pladsen blandt mine favoritter, sammen med Fedtmule & Søn. Og nå ja, Den Lille Havfrue. Uh, og Aladdin! – Klassikere!

Smølferne
Når der en sjælden gang i mellem ikke var AQUA på anlægget, så var det nok fordi jeg netop havde fået den seneste Smølfe CD. Senere stod der altid den nyeste Hits For Kids CD på årets ønskeliste; De havde jo samlet alle de bedste hits på ét album!

Spice Girls billeder
Selv om ingen kunne overgå AQUA, så var Spice Girls da også ok. Og jeg samlede da også på de der billeder og mapper med Spice Girls, og byttede billeder med de andre piger i klassen.

Srunchies
Jeg har nok en srunchie i håret på 80% af de billeder der findes af mig fra 90’erne – Og jeg er stadig ligeså stor fan, og rocker dem stadig flere gange om ugen.

Harley Davidson gamacher
Hold op, hvor var de gamacher bare seje! Jeg havde dem i orange, selvfølgelig! Og jeg synes de var så cool! Generelt elskede jeg alt i orange og gult sidst i 90’erne. Særligt mavebluser, så det blege maveskind lige kunne anes.

Velcro-ur og -armbånd
Jeg var den heldige ejer af et neonpink velcro-ur – Som jo passede fantastisk til min orange garderobe, ikke? Derudover var mit sorte/blå AQUA velcro-armbånd altid en fast del af ‘mit look’. 90’erne var én stor farveeksplosion, og jeg er vild med det!

Hårmascara
Det gjorde absolut intet godt for håret, men det var helt uundværligt! Det klistrede, smittede af, og man kunne ligeså godt bare have dyppet håret direkte ned i en bøtte maling – Men det så SÅ godt ud jo! (Synes man selv, i hvert fald)

Lavalamper
Glimmer, glitter eller mærkelige farvede klatter. De fancy lamper var fuldstændigt uundværlige på værelset i 90’erne. Sammen med det 14tommer tv – Som muligvis havde indbygget VHS afspiller.

Zig-Zag skilning
Den havde I også, ikk? Jeg var i hvert fald vild med zig-zag-skilningen, men den krævede lige lidt øvelse! De to store totter pandehår, der hang ned i fjæset mens resten af håret var skrabet stramt tilbage i en lav hestehale, var også et look jeg var stor fan af.

Sommerfugle-klips
Hed de det? De der mini-mini spænder, hvor der kun kunne være bitte små totter hår i. Hvis de ikke sad i hver side af panden og holdt pandehåret tilbage på den mest kiksede måde ever, så havde man 15-20 af dem i nakken, hvor de skulle sidde så rodet og tilfældigt som muligt, helt fugleredde agtigt (og de der to pandehårs-totter skulle så selvfølglig hænge ned i øjnene, så der var balance i tingene)

Roll-on lipgloss fra Vi Unge
De smagte af frugttyggegummi, og de klistrede så meget at man dårligt kunne skille de glinsende læber fra hinanden – Men hvor var man bare sej og voksen når man brugte det.

Snurre Snups Søndagsklub
Der var stensikkert tændt for TV2 hos mig hele søndag morgen og formiddag, hvor Bubber interviewede de nyeste og sejeste stjerner ind i mellem alle tegnefilmene.

Hænderne Fulde
Da Snurre Snups Søndagsklub senere hen blev lidt for .. ‘børnet’, blev lørdag og søndag morgen i stedet brugt på TV Danmark – De sendte nemlig Hænderne Fulde med Mary-Kate og Ashley Olsen, som jo var megaseje! Og deres tøjstil – Wauw! Kæmpe fan!

Dial-up-modemmet
Det tog ca. 300 år at få forbindelse til internettet – Men i det mindste lød det vildt sjovt når modemmet arbejdede! Når det endelig lykkedes at komme på, skulle minuturet straks startes; 15 minutter (30 hvis man var rigtig heldig), og så skulle AQUA’s hjemmeside ellers tjekkes, og de sidste nye billeder printes.

Buffalo
Så fede sko! Desværre meget dyre! Heldigvis blev der lavet mange look-a-likes, og dem var jeg den heldige ejer af – Og jeg eeelskede dem! Pyt med at det ikke var de helt rigtige, jeg følte mig så cool med dem på. Og så gav de lidt højde til mig og mine sølle, hvad? 140cm?

Nokia 3210 & 3310
Ok, min allerførste mobiltelefon var en gul sag fra Alcatel. Den næste var en Nokia 3210 med snake(!!) efterfulgt af den ikoniske 3310, som den dag i dag, stadig har været en af de bedste telefoner jeg nogensinde har ejet! Faktisk var jeg så glad for den, at jeg købte den igen, da min første gik i stykker. Ak ja, det var den gang man kunne købe en ny mobil til 1 kr.

Det var 20 random ting fra 90’erne, som jeg lige kom i tanker om – Hvad kommer I til at tænke på fra dengang? Noget jeg har glemt at nævne? 😀

Ha’ den dejligste lørdag!
Og tusind tak fordi I tjekker min blogmas, julemøs til jer ♡

Ps. Det er lige gået op for mig, at jeg åbenbart har taget outfit-of-the-day billeder hele mit liv 💁‍♀️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *