Better to try & fail, than never to try at all ♡

Efter længere tids overvejelser skubber jeg endelig den varme dyne af og sætter mig op i sengen. Jeg stikker fødderne ned i mine bløde hjemmesko; De er plyssede og lyserøde med sølvglimmer på. De lyser lidt op på en svær og iskold morgen.

Jeg har allerede aflyst dagens første aftale. Jeg kunne ikke se nogen anden udvej idag. Og den der lidt for velkendte følelse af fiasko breder sig i min krop.

Soveværelset er helt mørkt, og det er meget koldt! Jeg er iført et par sorte satinshorts og en sort top, og jeg har mest lyst til bare at tage dynen over mig igen. I stedet rejser jeg mig fra sengen og trækker gardinerne fra for at lukke lyset ind. Noget der ligner en decideret snestorm raser udenfor vinduet, hvilket ikke ligefrem giver min trætte hjerne mere energi.

Jeg tvinger mine tunge stænger ind i stuen, og gulvet knirker helt vildt i det jeg træder henover dørtrinnet. Jeg tænder den ene lampe og skruer op for noget lidt for friskt og energisk musik; Sæt igang!

Jeg ved ikke hvordan det lykkes for mig, men morgenens workout bliver klaret, og jeg har det allerede meget bedre. Humøret stiger stille og roligt, og jeg føler mig motiveret til at gøre hvad jeg kan for at resten af dagen bliver god, selv om den startede dumt.

Efter et langt, varmt bad finder jeg computeren frem; At blogge gør mig altid gladere! Mit indlæg skal handle om den seneste uges højdepunkter. Helt bevidst tvinger jeg mig selv til at skrive et positivt indlæg, for at vende de negative tanker, der fylder alt for meget her til morgen.

Jeg er endnu ikke kommet i tøjet, jeg er stadig bare iført et håndklæde, men blogindlægget er nu færdigt og udgivet. Det er langtfra mit bedste arbejde, men jeg synes faktisk det gik overraskende nemt med at få skrevet nogle positive ting ned.

En snak med en af mine bedste veninder, som evigt og altid hepper og tror på mig, giver mig et skud ekstra energi og motivation til at klare dagens næste aftale; Jeg skal i biografen med en af mine venner senere. Vi skal i Palads og se The Greatest Showman. Den har jeg længe gerne ville se (hellooo Zac Efron 😉) så da han inviterede var der ingen tvivl. Desuden er det også alt, alt for længe siden vi sidst har set hinanden, så det skal nok blive hyggeligt!

Sneen raser fortsat uden for vinduet, hvilket tricker min hjerne der i forvejen overtænker alting.

Min ven ved det ikke, men pga. angst har jeg ikke været i biografen i mere end 2 år, så jeg er mildest talt ret nervøs. Og sneen, og tanken om at skulle køre bil i indre by, midt i myldretid og snevejr, gør en svær situation endnu sværere – og giver mig endnu flere fuldstændigt latterlige og ligegyldige bekymringer. Dog er jeg fast besluttet på at gennemføre!

Spotify spiller. Jeg har sat en playliste på der hedder ‘Happy as fuck’ og lige nu er det de lækre toner fra Liam Payne’s ‘Bedroom floor’ der fylder soveværelset.

Jeg forsøger virkelig at hygge med at gøre mig klar til at skulle afsted; glad musik, masser af selvforkælelse, stille og roligt, én ting ad gangen.. Men alting driller og går galt. Jeg taber alting, og jeg kan ikke finde de ting jeg skal bruge. Jeg tager tøj på men føler mig slet, slet ikke tilpas i noget af det. Jeg føler jeg ser forfærdelig ud i det hele. Jeg føler mig bare helt forkert. For hver ting der går galt, dør lidt af mit gåpåmod.

Min hjerne finder hele tiden noget nyt at overtænke, og angsten breder sig i min krop. Selv om jeg prøver at fokusere på alt andet bliver det kun værre og værre.

Efter utallige mislykkede forsøg på at gøre bare et eller andet ud af mig selv, smider jeg hårbørsten ned i sengen og går tilbage i stuen. Jeg har uro i hele kroppen og føler at selv den mindste ting er uoverkommelig lige nu. Jeg sætter mig i sofaen, og tager benene op under mig.

Opgivende kigger jeg ud ad vinduet, sneen bliver bare ved og ved. Jeg vender hovedet væk og stirrer nu bare tomt ud i rummet. Mine øjne fokuserer ikke på noget som helst. Min hjerne derimod fokuserer på alt, hver en lille lyd, hver en lille følelse, hver en lille tanke.

Musikken fra soveværelset stopper. Det eneste jeg kan høre nu er mit ur i stuen der tikker. Det væltede fornyligt ned af hylden, da jeg skulle flytte en vase, så glasset i uret smadrede, og nu går det helt forkert. Men det tikker altså stadig. Lige nu synes jeg det tikker helt åndsvagt højt. Det larmer nærmest.

Mit hjerte banker hårdt i mit bryst, jeg føler næsten det prøver at overdøve urets tikken. Med tårer i øjnene finder jeg min mobil frem og skriver til min veninde. Det er som om jeg har brug for hendes accept til at aflyse min biograf-aftale. Fiaskofølelsen forstærkes. Ikke nok med at jeg skuffer mig selv, så skuffer jeg også min ven. Ingen vinder. Bortset fra angsten.

Min veninde kender mig, og hun ved hvornår nok er nok. På samme måde kan hun også altid høre på mig, hvornår jeg kan mere, og ‘bare trænger til et kærligt spark bagi’.

Men hun synes jeg skal aflyse idag, og bruge resten af dagen på ikke at skulle andet end at være god ved mig selv; Jeg prøvede i det mindste i dag – Jeg sagde ja til noget jeg normalt ikke engang ville overveje at gøre. Samtidigt har jeg lavet, og overvundet, mange svære ting i weekenden, så jeg må bare indse at jeg har brug for at lade op nu.

Fyldt op af dårlig samvittighed, sender jeg sms’en om at jeg desværre er nødsaget til at aflyse, afsted til min ven. Nervøst afventer jeg hans svar.

Et kort øjeblik efter bipper min mobil, men jeg tør ikke kigge. Jeg orker ærligtalt ikke at følelsen af fiasko skal vokse sig endnu større end den allerede er. I stedet kigger jeg ud på sneen. Nok er snevejr rigtig bøvlet og koldt og besværligt, men det er nu også lidt hyggeligt at kigge på, og faktisk helt.. afslappende, på en eller anden måde.

Endnu en SMS tikker ind. Jeg vender endelig blikket ned mod telefonen. Et blomsterbillede med en engelsk tekst fylder skærmen: “Cut yourself some slack. You’re doing better than you think”, efterfulgt af en varm SMS, begge dele fra min ven. Endnu engang får jeg våde øjne.

På trods af skuffelsen og den dårlige samvittighed, mærker jeg en stor lettelse indeni. Nogle dage er det eneste rigtige virkelig bare at mærke efter og sige fra, og passe på sig selv.

Jeg hopper i de hyggeligste joggingbukser jeg ejer, henter lidt chokolade og den tøsebog som jeg for tiden er igang med, og smider mig under dynen.

Imorgen er en ny dag.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *