Hvornår kommer du hjem, far? ♡

Det var en kold onsdag i januar. Solen kiggede frem mellem skyerne. Den skinnede ind ad de store vinduer og ned på det grå gulv. Der var en let og god stemning, og jeg var rigtig glad – Det samme var min mor og far. Jeg husker ikke hvad vi præcist snakkede om, men vi lavede sjov og vi hyggede os.

Min far, som var klædt i hvidt fra top til tå, spurgte om jeg ikke ville have et Kinderæg fra kiosken – Det var min yndlingschokolade, så selvfølgelig! Han prøvede at lokke mig til at gå ind og købe det selv, hvilket sikkert har krævet en del overtalelse fra hans side af, for jeg var ekstremt genert – Jeg var jo altså også kun lige fyldt 7 år. Men jeg mandede mig op, fik nogle mønter, og gik ind og købte chokoladen i kiosken, helt alene, for første gang. Jeg følte mig så sej da jeg kom ud der fra, og jeg kan huske, at min far var så glad, og så stolt af mig!

Det var den sidste gang jeg så min far i live.

Ved midnatstid, efter min mor og jeg havde besøgt min far på hospitalet, gik han sig en tur på gangen, og hentede kaffe i automaten. Han havde også hygge-sludret med en af sygeplejerskerne; Det var typisk min far. Han var sådan en, der snakkede med alle altid. Efter en kop kaffe gik han i seng.

Hjemme i vores hus sov min mor og jeg også. Jeg lå i min fars side af sengen, med hans dyne over mig, og med hovedet på hans pude. Betrækket var hvidt, med små mørkerøde træer på.

Pludselig ringede telefonen. Den vækkede min mor og jeg meget, meget tidligt om morgenen. Det var stadig bælgmørkt udenfor. Telefonen plejede aldrig at ringe så tidligt, og jeg vidste med det samme at der var sket noget fuldstændig forfærdeligt. Og det var der også; Min far var død.

Resten af morgenen husker jeg ikke, men jeg kan ligesom se hele situationen ude fra; Natlampen ved natbordet var tændt, men ellers var der helt mørkt i rummet, og jeg græd helt hysterisk i sengen.

Som 6-7 årig ved man godt, at død er noget der er meget forfærdeligt, men helt hvor forfærdeligt det rent faktisk er, kan man ikke rigtigt forstå eller forholde sig til. Jeg kunne i hvert fald ikke. Men jeg husker tydeligt, at vi var oppe på hospitalet for at sige farvel til min far senere samme dag.

Hvornår kommer du hjem igen, far?

Jeg havde min store pingvinbamse i hånden, og i det jeg træder ind på stuen, kan jeg se min far ligge der i sengen. Der var tændt så mange fyrfadslys rundt om ham, og det hele virkede så fredfyldt. Han sov jo også bare, ikk? Altså, jeg vidste godt han ville sove meget længe, for det er jo det man gør når man er død, men han kunne jo ikke bare sove for evigt, vel?

Jeg kan huske, at jeg ikke helt forstod, hvorfor han ikke bare vågnede, slet ikke når vi nu var kommet på besøg. Jeg gik hen til sengen, og lagde min lille hånd ovenpå hans, og så fik jeg at vide, at jeg skulle give ham et kram. Men han sov jo? Jeg lagde min store pingvinbamse i sengen, og lagde så mit hoved på hans bryst mens jeg holdt armene rundt om ham, men han krammede ikke tilbage som han plejede.

Fuck Cancer

Havde jeg som 7-årig forstået, at det virkelig var aller, allersidste gang jeg nogensinde skulle se min far, mærke ham og kramme ham, så havde jeg aldrig givet slip. Men jeg forstod det ikke dengang. Og efterfølgende gik jeg bare og ventede på at han skulle vågne, og komme hjem til os igen. Men det skete aldrig. Kræften havde taget ham fra os for altid. Den forbandede sygdom havde stjålet nogens far, mand, bror, ven, kollega og familiemedlem.

Den dag jeg mistede min far, mistede jeg en del af mig selv. Den del har jeg aldrig fået igen, og jeg har også efterhånden accepteret at noget af mig døde sammen med ham. Men samtidigt ved jeg også godt, at en del af min far lever videre i mig! – Selvfølgelig også i mit hjerte, sammen med alle minderne og den uendelige kærlighed jeg har til ham.
Jeg ved også, at jeg ligner min far på nogle punkter, også udseendsmæssigt, og det bekræfter mig kun i, at han slet ikke er helt så langt væk, som det ellers ofte føles. Og selv om jeg ærligtalt hader min skæve næse, så elsker jeg at det er min fars skæve næse. Det er jo bare endnu en lille ting, som viser at han er lige her hos mig, for evigt ♡


Hele denne uge er der jo som bekendt fokus på kræft, og det hele kulminerer i det store Knæk Cancer-indsamlingsshow i aften, derfor dette ekstremt personlige indlæg fra min side af i dag.

Det gør så ubeskriveligt ondt i mit hjerte, at så mange mennesker har, eller har haft, kræft helt tæt på. Derfor vil jeg også meget gerne sende jer mine allervarmeste tanker; Til alle jer der kæmper, til alle jer der har kæmpet, til alle jer vi har mistet, og til alle jer der er pårørende ♡ Lad os stå sammen, og få knækket den fucking lortesygdom!

Støt Knæk Cancer med et valgfrit beløb via MobilePay, send til 1234

♡♡♡

Og til dig far, jeg elsker dig! For evigt og for altid ♡

3 thoughts on “Hvornår kommer du hjem, far? ♡

  1. Kæreste Louise,

    Hvor beskriver du altså din sorg og dine oplevelser fantastisk rørende. Hvor må det have været en helt igennem forfærdelig tid, du har gennemgået. Kan virkelig godt forstå, at noget også døde inde i dig for altid .

    Frygteligt og helt urimeligt, at du allerede som så lille pige, skulle miste din far, og dermed mulighed for at vokse op i en tryg og sorgløs barndom, med begge omsorgspersoner (dine forældre) omkring dig. Det MÅ desværre sætte spor for resten af livet.

    Håber ligesom dig af hele mit hjerte, at koden til de mange forskellige former for kræft, meget snart bliver fundet, så både dem der bliver ramt af den forfærdelige sygdom, men så sandelig også de mange pårørende omkring de syge, kan fortsætte livet med en tryg forvisning om, at sygdommen rent faktisk kan helbredes, og ikke bliver den grobund for angst for fremtiden, som alt for mange oplever i dag.

    Mange knus og krammer

    Marlene
    (som jo desværre også har angsten for fremtiden alt for tæt inde på livet – pga. den sk… sygdom)

    1. Sødeste Marlene, tusind tak for din besked!
      Jeg har læst den igen og igen, og den rammer mig virkelig, og jeg har så svært ved at formulere et svar.

      Men du skal vide, at du og din familie så tit og ofte er i mine tanker, og jeg håber inderligt og af hele mit hjerte at koden bliver knækket, så den forfærdelige sygdom for altid kan helbredes, så ingen længere vil skulle igennem dette helved som livet med kræften er.

      Jeg kan hundrede procent sætte mig ind i den fremtidsangst, som du og din familie bærer rundt på, og det gør mig så ubeskrivelig ondt at I skal igennem det ♡
      Som du desværre også ved alt for godt, så sætter den forbandede sygdom de grimmeste ar på sjælen – i den grad også hos de pårørende! Ar som for altid vil være der ♡

      Jeg sender dig en masse knus og krammer lige tilbage. Tusind tak fordi du læser med, og fordi du tog dig tid til at skrive en så hjertevarm og ærlig besked ♡ De allervarmeste tanker til dig og din familie ♡

  2. Nøj, for en trist historie søde Louise!. Sikke en oplevelse og hvor må det være forfærdeligt at miste sin far eller et familie medlem til kræften, det er meget rørende at læse søde. ❤️❤️❤️ Masser af tanker og kærlighed i jeres retning!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *