Instagram; Hvem skal man unfollow’e? ♡

Som I ved, har jeg altid været fan af instagram! Jeg har været en flittig bruger siden 2011, og jeg er stadig lige så stor fan idag.

Udover at finde tonsvis af lækker inspiration til især bolig og mode, har jeg også altid brugt det som et frirum; Et sted hvor jeg kunne dele hvad som helst – Ikke bare et ‘insta-venligt måltid’ eller en ny Kähler-vase, men også personlige følelser og tanker om hvad jeg nu lige gik igennem.

Når det så er sagt, så er jeg jo ikke helt den samme person, som jeg var for 7 år siden (heldigvis!) og det er dermed ikke længere de samme ting jeg har lyst til der skal ‘fylde’ på min instagram.

For eksempel..

Da jeg fandt ud af, jeg led af angst havde jeg et stort behov for at møde andre i samme situation som mig. Jeg havde brug for at vide, at jeg ikke var alene, og at nogle forstod mig, og jeg havde behov for at sætte ord på mine følelser. Jeg begyndte at åbne op omkring min angst på min egen profil, og fandt samtidigt mennesker med de samme udfordringer, som jeg begyndte at følge, og omvendt.

Vi kæmpede ‘sammen’, vi fulgte hinandens op- og nedture, vi heppede på hinanden, delte erfaringer, tanker og følelser.

Det, at jeg var åben omkring mine svære følelser, og også snakkede med andre ’i samme båd’, hjalp mig til at kunne acceptere mig selv og min angst. Samtidigt blev jeg motiveret af de andre, som kæmpede, og som kom længere og længere ud af angstens greb – Og det hele var virkelig guld værd!

Jeg mistede dog flere følgere hver gang jeg snakkede højt om angsten. Det tog jeg meget personligt, og det sårede mig faktisk meget. Idag ser jeg dog på det, på en helt anden måde.

Det behøver nemlig slet ikke være noget personligt der gør, at folk vælger at trykke ‘unfollow’ – Det kan jeg se nu; Nu hvor jeg hviler mere i mig selv, og har lært meget mere om både mig selv og om dem omkring mig, og nu, hvor jeg ikke længere befinder mig i det kulsorte angst-hul. Jeg er et andet sted i mit liv nu. Jeg har ikke længere behov for at læse om andres angst for at vide at jeg ikke er alene, og jeg har heller ikke længere behov for at blive bekræftet i, at jeg er god nok på trods af en angst-diagnose.

I løbet af 2017 nåede jeg nemlig til et punkt, hvor jeg fik nok af alt det sorte og alt det mørke. Jeg fik nok af at se på, høre om og fortælle om angst, angst, angst. Jeg havde pludselig behov for IKKE at have konstant fokus på angst mere. Jeg ville ikke længere have fokus på alt det jeg ikke var, eller alt det jeg ikke kunne. I stedet ville jeg have fokus på lyset, på det glade, på det positive og på succeserne.

Dette gjorde at der gik længere og længere tid i mellem, at jeg nævnte noget om angst på min instagram. Men alligevel, hver gang jeg loggede på, blev jeg stadig konstant mindet om det – For jeg fulgte jo stadig de samme profiler. Profiler som mindede mig om ‘dengang’, og nogle af dem delte også stadig meget ud af deres kamp og deres mørke. Og jeg må indrømme, at jeg altid har haft det sådan, at når man først fulgte nogle på instagram, så kunne man næsten ikke rigtigt tillade sig at trykke ‘unfollow’ senere – Det har jeg faktisk slet ikke haft samvittighed til at gøre! For tænk nu hvis de tog det lige så personligt, som jeg selv gjorde før i tiden?

Men på 7 år er jeg jo altså ikke den eneste der har ændret mig. Selv instagram, og det man deler har ændret sig. Og mange af de profiler jeg har fulgt i årevis, har da selvfølgelig også ændret sig! De har måske ændret hobby eller livsstil, eller været igennem en eller anden form for krise, de har måske fået  nyt job, nye prioriteter eller interesser, eller måske fået mand og børn – Eller måske har de bare fuldstændig ændret, hvad de har lyst til, eller behov for, at dele.

Derfor er det da også helt naturligt, at man måske ikke længere ’får det samme ud af’ de profiler – Ligesom de helt sikkert ikke gør af min! Flere af dem, der kæmper med angst er f.eks. stoppet med at følge mig, fordi jeg ikke længere deler særlig meget om det. Samtidigt har nogle skrevet til mig, at jeg havde det ‘for godt’ nu, til at de kunne relatere til det, og de fandt dermed ikke længere trøst i min profil.

Alt det har jeg fuld forståelse for! Men alligevel har jeg stadig ikke kunne få mig selv til at unfollow’e andre. Dette har gjort at jeg i perioder har taget meget afstand fra min instagram, for den gjorde mig bare ikke længere glad og den føltes ikke længere som et frirum. Selv om jeg delte mere og mere af det jeg havde lyst til, så så jeg jo stadig mange ting, der ikke gjorde mig glad, når jeg scrollede igennem mit feed.

Men heldigvis er jeg nu endelig ved at finde ud af, at det er okay at gøre brug af unfollow-knappen, og samtidigt vide at det ikke gør mig til et tarveligt eller koldt menneske – Det gør mig bare til en, der lytter til, og passer på, mig selv.

Hvem man ‘bør’ unfollow’e er selvfølgelig forskelligt. Det man finder inspirerende og motiverende, og som giver en glæde, er jo selvfølgelig også forskelligt fra person til person.

Nogle følger fitnessprofiler, fordi de bliver motiverede til at arbejde hårdt og målrettet. Andre bliver måske det modsatte af motiverede, fordi de alligevel ikke føler de nogensinde vil kunne nå op på et sådan niveau – Eller måske får de bare igen og igen dårlig samvittighed over de ikke selv træner ‘lige så meget’ – Selv om det måske slet ikke engang er en reel mulighed for dem i deres liv lige nu.

Føler man sig ikke inspireret eller motiveret, eller sidder man tit tilbage med sådan en rigtig øv-følelse overfor sig selv når man scroller igennem sit feed, så er det måske en god idé at sortere lidt i hvem man følger med hos. Dermed ikke sagt, at man ikke kan begynde at følge de mennesker igen senere hen, hvor man måske selv er et andet sted.

Det kan også være profiler med smukke modeller med de flotteste kroppe, som man kommer til at sammenligne sig selv med på en uhensigtsmæssig måde. Det kan være hende, der kun deler overskud, hjemmebag og billeder af et perfekt hjem, som gør at man selv føler sig utilstrækkelig. Det kan være dem der shopper alt det, man selv ville ønske man havde råd til. Det kan være det par, med det ‘perfekte forhold’ som konstant poster glade selfies sammen, når man selv lige blev forladt af kæresten i forgårs. Det kan være ham ekskæresten der deler billeder fra alle mulige byture og hvad han ellers render og laver, mens man prøver at komme over ham… Eller det kan være dem, der deler deres mørke og deres tanker, som man ikke selv har plads til, eller kan rumme oven i ens eget kaos.

Når det så er sagt, så er det vigtigt for mig at understrege, at der i mine øjne ikke er noget der er ’rigtigt’ eller ’forkert’ at dele på sin profil – Man skal selvfølgelig dele lige præcis dét man har lyst til eller brug for, om det så er mad, selfies, fitness, bolig, arbejde, hækling, blomster, ens mørke eller hvad det nu kan være. Det er okay kun at dele alt det positive fra ens hverdag, og det er okay kun at dele alt det negative. Og det er selvfølgelig også okay at lave fuldstændig om på, hvad man deler eller hvordan man deler det.

Lige nu er jeg bare et sted, hvor jeg har brug for, at min instagram er et positivt sted, et positivt frirum. Det skal være fyldt med lys, glæde, motivation og inspiration. Men også stadig masser af personlighed, in the moment-billeder, ægte følelser, grin og hygge – Alt sammen fra mennesker jeg beundrer og finder inspirerende på den ene eller den anden måde. Og der skal selvfølgelig også være plads til dumme dage, svære ting og ærlighed – Men fokus skal være på at komme bedst muligt igennem det svære og det negative, og komme videre.

Tak til jer der læste med så langt! ♡ Del endelig jeres tanker omkring dette emne, hvis I har lyst! Jeg er også meget nysgerrig efter at høre, hvordan I bruger jeres instagram, og hvad I elsker at følge med i? ♡ Del endelig i en kommentar herunder eller på bloggens facebookside ♡

5 thoughts on “Instagram; Hvem skal man unfollow’e? ♡

  1. Årh, jeg er så meget med på dine tanker, jeg har lavet en instagram kun til bloggen, men “glemmer” den til tider fordi jeg ikke gider lave de samme opslag på den og min “private” 😀
    Men andre gange er den også en god kanal at have da alle de tankestrømme som jeg også bruger min blog til kan komme ud der 😀

    Det er nok et evigt dilemma da tiderne og tendenserne på de sociale medier skifter hele tiden 🙂

    1. Åh, er det rigtigt? Jeg har faktisk også lavet en “privat” instagram. Men ligesom dig “glemmer” jeg den, og har svært ved at finde ud af, hvad jeg skal dele hvor – Og ligesom dig, gider jeg heller ikke poste de samme opslag begge steder 😀 For mig er det bare omvendt; Jeg ender oftest med at bruge min ‘blog-instagram’ 😀 Så ja, jeg kan sagtens følge dig! Evigt dilemma! 🙂

      Tusind tak fordi du læser med, og tog dig tid til at kommentere 😀

  2. På en måde kan jeg sagtens forstå dig.
    På den anden side, så kan du også vælge at vise andre med angst, hvordan du ved at fokusere på det positive kommer igennem angsten. Give dem håb og inspiration.
    Jeg selv har angst, og har ikke lyst til at læse om det mørke.
    Jeg søger efter personer, der er kommer igennem den svære tid. Inspiration til hvad de har gjort osv. Det er blandt andet det jeg har valgt at gøre på min profil. Angst handler ikke om mørke, det handler om så meget mere. Det handler om en hjerne, der ikke længere er i stand til, at skelne mellem almindelige situationer og så de farlige – så alt bliver nærmest farligt.
    Bare lidt tanker til dit indlæg 🙂

    1. Mange tak for din kommentar, så fedt du deler dine tanker! 🙂

      Jeg kan følge dig hundrede procent – Jeg har det nemlig helt på samme måde, og det var egentlig også lidt det jeg prøvede at formulere, men som du er meget bedre til at sætte ord på. Men med ‘fokus skal være på at komme bedst muligt igennem det svære og det negative, og komme videre’, mente jeg netop det med at fokusere på det positive og komme igennem det med et positivt syn – Og hvis det så samtidigt kunne give håb eller inspiration, ville det gøre mig SÅ glad!
      Men i en længere periode var jeg så langt nede og havde det så skidt, at jeg havde brug for at følge profiler der delte deres mørke, så jeg vidste jeg ikke var alene. Samtidigt havde jeg selv behov for at dele nogle af mine mørke og svære ting for at bearbejde det og sætte ord på. Heldigvis er jeg et andet sted nu, og ønsker at dele det mere positive. Når det så er sagt, så har jeg i nogle perioder simpelthen bare brug for slet ikke at snakke ‘angst’, da jeg (og nogle andre mennesker også, ærligtalt) kan have tendens til at glemme at jeg er så meget mere end bare en ‘omvandrende angst-diagnose’, hvis det giver mening 🙂
      Igen, tak for din kommentar, og tak fordi du læser med! 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *