#KnækCancer – En solstrålehistorie ♡

Sikke en smuk og solrig morgen og formiddag i dag; Det virker så livsbekræftende oven på en aften med konstant fokus på den forbandede kræftsygdom. Det store Knæk Cancer-show løb jo som bekendt af stablen igår, og det kørte selvfølgelig også på skærmen hjemme hos mig. Ærligt, så synes jeg det er mega hårdt at se programmet, men hold kæft, hvor er alle dem der stiller op bare de allersejeste. Og jeg synes selvfølgelig også det er ubeskrivelig vigtigt at vi alle står sammen på den måde, så vi kan få knækket cancer.

Derudover er det jo virkelig fantastisk, at der også er en masse fokus på alle succeshistorierne; Dem skal vi jo altså virkelig også huske på, at der også er masser af! – Og der kommer jo heldigvis kun flere og flere! ♡ Simpelthen så livsbekræftende med alle de historier om alle de megaseje mennesker, som har givet kræften et los i r**** og er kommet ud på den anden side. Og ved I hvad? Et af de megaseje mennesker er min bonusfar ♡

Så ond kan verden ikke være..

Min bonusfar var for få år tilbage til lægen. pga. noget helt ufarligt, men det var altså her, at lægen helt tilfældigt opdagede, at der måske også var noget andet galt – Noget der måske kunne være kræft. Derfor skulle han pludselig på hospitalet til flere undersøgelser.

Jeg husker tydeligt da jeg fik den besked, men helt ærligt; Det KUNNE jo ikke være kræft, vel? Så uretfærdig kunne verden alligevel ikke være, kræften kunne simpelthen ikke ramme min allernærmeste familie, ikke igen. Det var i hvert fald hvad jeg prøvede at overbevise mig selv om. Desuden var min bonusfar jo mega frisk, glad og ung af sind, så han kunne bare slet ikke blive ramt.
Alligevel var ventetiden på prøvesvarene lang, meget lang.

Jeg var hjemme hos mine forældre imens jeg gik og ventede på opringningen fra dem, fra sygehuset, med svar på prøverne. Jeg ved ikke hvad det skulle gøre godt for, men jeg kan huske, at jeg gik rundt på deres førstesal, frem og tilbage, frem og tilbage, stirrende ned på deres sort-hvide gulvtæppe, med telefonen i hånden. Gulvet knirkede. Endelig ringede telefonen, og det var min bonusfar selv der ringede op, kunne jeg se; Gode tegn, tænkte jeg! Hans stemme lød helt almindelig, hvilket beroligede mig.

Men så ramlede det hele..

“- Det er kræft”
Det føltes som om alting gik i stå, og mit indre gik i chok.
Men min bonusfar sagde, at de regnede med at de havde opdaget det tidligt, men at han altså skulle opereres og have svar på flere undersøgelser. Og derefter ville vi få at vide om det havde spredt sig, og om han så eventuelt skulle have kemo eller stråler – “men det skulle nok gå!” Jeg gav ham ret, og sagde at det selvfølgelig heller ikke havde spredt sig – Det kunne jeg mærke det ikke havde! Alligevel var det meget svært for mig at lyde ligeså cool og fattet som min bonusfar gjorde, men jeg prøvede virkelig. Vi afsluttede samtalen med et “vi ses snart derhjemme”.

I samme sekund samtalen var slut, ringede jeg op til min bedste ven, alt i mens jeg stadig gik frem og tilbage i gangen. *træk vejret Louise, træææææk vejret*

Han svarede hurtigt og var, som altid, fjollet og i godt humør, og han startede ud med at fyre et eller andet pis af i det han tog telefonen, fuldstændig ligesom han plejede. Men så krakelerede den der tapperheds-facade jeg havde prøvet at opretholde, og jeg brød grædende sammen.

Jeg var knust over hvor svært det måtte være for min bonusfar at få den besked, og rædselsslagen for det forløb vi som familie skulle igennem – og knust over at min mor skulle igennem det helved, igen. Jeg følte mig magtesløs, og så var jeg ærligtalt bare rasende på den lortesygdom! Den havde allerede påvirket, og endda stjålet, flere af mine nærmeste familiemedlemmer, nu kunne det være nok! Den skulle fandme ikke både stjæle min far og senere også min bonusfar ♡

Fuck Cancer!

Min bonusfar tog det hele i stiv arm, og det hjalp ham helt sikkert igennem forløbet at være positiv, megasej og tro på det bedste ♡

Operationen gik så fint, og kræften var heldigvis blevet opdaget tidligt – Og vi fik endelig besked om at den IKKE havde spredt sig!!! ♡ Jeg kan ikke beskrive den glæde og lettelse!! Og heldigvis, så var min bonusfar ret hurtigt nogenlunde ovenpå igen, på trods af at sådan en diagnose altså sætter grimme ar og varige mén på krop og sjæl – Selvfølgelig især hos den ramte, men i den grad også hos de pårørende.

Jeg har aldrig før snakket om min bonusfars sygdomsforløb; Det føles stadig lidt som et åbent sår, og det på trods af, at det gik så fint, og at han gudskelov er erklæret fuldstændig rask i dag! Men jeg har aldrig sat ord på mine tanker, mine følelser eller min frygt fra dengang – Både fordi det har været ekstremt svært overfor mig selv, at kapere og være i, men også fordi jeg har haft lidt “berøringsangst” i forhold til hele situationen efterfølgende; Jeg har været bange for at spørge, såre og vække dårlige minder om en så svær tid. Samtidigt var jeg selv så syg af angst i samme periode, at jeg følte mig så magtesløs og utilstrækkelig, og den dårlige samvittighed sidder stadig dybt, dybt i mig. Men jeg er virkelig så stolt af måden min bonusfar tacklede hele forløbet på, og hvordan han formåede at være så stærk og positiv ♡ Og jeg er nu ved at lære, at svære emner ikke skal ties ihjel – Det forsvinder de ikke af, faktisk tværtimod.

Takket være forskning, ny viden, indsamlinger, megaseje mennesker og en masse åbenhed omkring kræft i de år der er gået siden min fars død, er der heldigvis flere og flere succeshistorier, og jeg er så ubeskrivelig glad for at kunne sige, at min bonusfar hører til i den kategori! ♡

Jeg elsker dig Prebs, altid ♡ 
Det må du aldrig tvivle på, heller ikke når jeg er pisseirriterende og ligeså stædig som dig ♡ Og jeg håber du er klar over, at det er dig der skal følge mig op ad kirkegulvet (hvis jeg altså nogensinde finder ham der Mr. Right) – Om det så bliver i el-scooter, så slipper du ikke 😀


Tuuusind tak til alle jer, der har skrevet og ringet til mig efter mit indlæg i går! Jeg havde slet, slet ikke regnet med sådan en respons, men det betyder bare så meget! Også tusind tak til alle jer der har delt jeres egne historier, tanker og følelser – Jeg kan ikke beskrive, hvor ondt det gør i mit hjerte, at Cancer påvirker og fylder i så mange menneskers liv. Lad os sammen få knækket den forfærdelige sygdom! De allervarmeste tanker til jer ♡♡♡

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *