Bøger

Min lille ‘anmeldelse’ af bogen Mine Hemmeligheder.

Først vil jeg gerne lige sige tusind tak for den feedback jeg fik i forhold til indlægget her, hvor jeg fortalte om denne nye bog-kategori på bloggen. Det betyder jo så meget for mig at nogen har lyst til at læse med herinde, og samtidigt sætter jeg enorm meget pris på, at man ligefrem tager sig tiden til at komme med feedback og dele tanker, så TAK! <3

På kommentarerne kunne jeg forstå, at det blev et stort JA til at jeg kom med små boganbefalinger og ‘anmeldelser’ ind i mellem, så lad os da bare komme igang:


Hvis du, ligesom jeg, er vild med tøsefilm og tøsebøger, så kender du helt sikkert også til Shopaholic-bøgerne (hvoraf en af dem også er blevet filmatiseret), som er skrevet af Sophie Kinsella. Det er bare tøsehygge der vil noget – og som kan noget! Derfor var jeg da heller ikke i tvivl om, at jeg skulle læse flere af Sophie Kinsellas bøger.

Valget faldt på “Mine Hemmeligheder” (lydbog), som jeg slugte på et par dage!


Bogen handler, ultrakort fortalt, om at hovedpersonen, Emma, i en angstfyldt situation, får fortalt alle sine hemmeligheder til en tilfældig fremmed mand hun møder. Og hvordan det påvirker hende, hendes liv og relationer fremadrettet, at denne mand nu kender hendes aller dybeste hemmeligheder – Hemmeligheder som blandt andet handler om hendes job og hendes smart-i-en-fart kolleger, hendes (lidt kedelige) kæreste samt hendes holdning til g-strenge…

Jeg var ikke mange sekunder inde i bogen, før jeg første gang trak på smilebåndet og sad og småfnisede lidt for mig selv. Første indtryk var altså, at bogen levede så meget op til mine forventninger! Det tegnede til at blive morsom læsning (..eller lytning, i dette tilfælde.)

Og ganske rigtigt, man skal ikke langt ind i historien før den er decideret morsom!
Desværre følte jeg lidt, at nogle af disse morsomme situationer blev trukket liiiiidt langt ud – Det blev næææsten lidt for meget af det gode. På en sådan måde at jeg egentlig begyndte at tænke, at Emma faktisk var en lille bitte smule irriterende.

Hmm, og dog..

Den tanke måtte jeg dog alligevel hurtigt tage i mig igen efterhånden som bogen kom rigtigt igang. Jo bedre jeg lærte Emma at kende, og jo mere jeg kom ind i historien, jo mere grebet blev jeg. Jeg så mig selv sidde og heppe på Emma – På hende, på hendes udvikling og på hendes drømme. På samme måde følte jeg mig helt frustreret når hun blev uretfærdigt behandlet, og jeg krummede tæer når hun endte i en pinlig situation. Så man må sige at jeg levede mig fuldstændigt ind i historien og i karakterens følelser. Derudover var jeg godt underholdt, og grinede flere gange undervejs.

Det er altså klart en bog jeg vil anbefale, hvis man også elsker en god og morsom tøsebog, hvor man bare kan læne sig tilbage og lade sig underholde.

Faktisk sad jeg med sådan en helt øv-agtig følelse da bogen var slut; Jeg ville gerne høre endnu mere, og fortsat følge med hos Emma. Hvilket jo også må indikere, at jeg nød “Mine Hemmeligheder” fuldt ud!

Har du læst denne bog? Eller andre af Sophie Kinsella? Nogle du kan anbefale? For jeg tror klart jeg skal have læst nogle flere 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.