Min weekend ♡

Først; Tusind tak for alle de megasøde kommentarer jeg har modtaget henover weekenden i forbindelse med min første lille YouTube video! Det varmer mere end I aner, og har helt klart givet mig ekstra blod på tanden i forhold til at lave flere videoer fremover 🙊 Og så er det bare altid rart at høre hvad I synes og tænker, så tusind tak!

Anyway..

I dag er det tirsdag, klokken er 12:17, og det er min fridag. Jeg har taget morgenen og formiddagen i langsomt tempo, forkælet hud og hår, og er hoppet i yndlings joggingbukserne.
Solen prøver at bryde igennem skyerne, og man kan nu endelig se den smukke blå himmel som ellers har været gemt væk hele morgenen. Så fint og mildt vejr det er.

I weekenden var vejret dog noget mere efterårsagtigt, i hvert fald fredag og lørdag. Men det gjorde nu heller ikke så meget, for dagene gik med at lave lidt om derhjemme – Mig og mine gode ideer! Denne gang var det soveværelsets tur; Jeg måtte (endnu engang) indse at jeg simpelthen ikke havde opbevaring nok til alt mit tøj 🙊 Så jeg har i weekenden fået sat låger på min rumdeler, så jeg kan fylde en masse tøj deri også, uden det vil virke “rodet” i rummet. Og så har jeg altså også fået sorteret en masse tøj fra, så forhåbentlig er den nye løsning langtidsholdbar 🙊

Derudover fik jeg mit nye spejl på plads og hængt nogle hylder op – Nu mangler jeg bare at “nipse rundt”; Få arrangeret hylderne og tilføjet nips sager og pynteting. Og så skal jeg også lige have lavet lidt nye “systemer” til makeup, hårprodukter og alle de der ting. Så helt færdigt er det altså stadig ikke 🙊

Ellers gik weekenden med en masse HYGGE; Hyggetøj, Vild med Dans, film, sofatid, og kvalitetstid med familien.

Jeg fik faktisk taget lidt billeder hos mine forældre, så dem tænkte jeg, at jeg lige ville dele med jer.

Det er vildt så tidligt det bliver mørkt, ikk? Allerede ved aftensmadstid er solen helt væk, som man også kan se her. Gudskelov for stearinlys ✨

Som altid serverede mine forældre så go’ mad! Denne gang var der oksesteg, krydrede kartoffelbåde og en tomatsalat med cashewnødder og avocado på menuen. Og så selvfølgelig også min bonusfars berømte sauce, så lækkert!

Jeg håber også I havde en fantastisk weekend, og at I har fået den bedste start på den nye uge ♡ Nu vil jeg plante måsen i sofaen og se et afsnit eller to af The Kardashians – Hvad sker der for at jeg først 10 år inde i den her serie, er blevet fuldstændig hooked? 😀

I må ha’ en rigtig dejlig dag! Tusind tak fordi I kigger med her på bloggen, MØS ♡

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *