Outfit, angst & frisørbesøg ♡ | BLOGMAS

Godmorgen ♡ Lige et throwback til forleden dag, hvor jeg var til frisøren – Jeg har jo slet ikke fået vist jer mit nye hår 🙂

Jeg havde haft min frisørtid i kalenderen i et par måneder; Det er en travl salon jeg kommer i, så der er oftest booket godt op, og selvfølgelig ekstra meget op til højtiderne. Men det der med at booke en aftale lang tid i forvejen er ærligtalt rigtig svært for mig. Altså, pga. min angst, som bestemt ikke vil til frisøren – Men det vil jeg jo så gerne! Jeg elsker det, faktisk. Og selvfølgelig skulle håret friskes op inden fødselsdag og jul og det hele 🙂

Aftenen inden min frisør-tid kunne jeg godt mærke angsten ulme, åh, det er simpelthen så frustrerende! Især fordi jeg jo efterhånden har været til frisøren mange gange, hvor det virkelig er gået så fint! Så jeg havde faktisk slet ikke regnet med at blive SÅ nervøs denne gang. Som jeg fortalte i et tidligere indlæg, mandede jeg mig jo op sidste år, og fortalte min frisør om min angst. Hvilket jeg gjorde, fordi jeg tænkte, at jeg nok ville få behov for at gå ud og lige ‘trække vejret’ engang i mellem mens jeg var der – Og så ville jeg altså hellere forberede hende på forhånd (hvor grænseoverskridende det end var), end risikere at skulle forklare det hele midt i et eventuelt angstanfald.

Min søde frisør, tog den meget ærlige og personlige information SÅ flot! – Hun kunne faktisk ikke have tacklet det bedre! Og det var bare en kæmpe lettelse at hun vidste, at jeg kunne få behov for lidt pauser undervejs, så jeg ikke skulle bekymre mig om, om jeg var besværlig, eller føle at det var pinligt eller mærkeligt at rejse mig, eller hvad jeg nu forestillede mig hun måske ville tænke.

Ud over at min frisør er så forstående overfor min angst, så tager hun også så meget hensyn for at give mig den bedst mulige oplevelse! F.eks. booker hun mig altid ind på de meste rolige dage i salonen; nemlig på de dage hvor de er færrest frisører på arbejde, og hvor der jo dermed så også er færrest kunder. Desuden placerer hun mig altid så langt væk fra indgangen, kassen, og vente-pladserne som muligt, så jeg kan sidde lidt mere for mig selv, hvor der er mest ro. Alt dette er en kæmpe hjælp, og det gør en kæmpe forskel for mig, og giver mig en masse tryghed i en ellers svær situation.

Alligevel var jeg så nervøs denne gang, allerede aftenen før, og kun endnu mere på selve dagen. Jeg prøvede at berolige mig selv med, at frisøren jo kender mig og ved hvordan jeg har det. Og samtidigt så er hun jo også bare altid så sød at komme hos, og salonen i sig selv er super hyggelig – Det betyder jo altså også meget, at det er et rart sted at være, og at atmosfæren er god og hyggelig.

Da kl. slog 13 sad jeg i frisørstolen, og jeg vidste jeg nok skulle regne med at sidde der i i hvert fald 3 timer – Ret angstprovokerende, ærligtalt.

Men ligeså snart frisøren gik igang med mit hår, og vi fik sludret lidt, så gik det bare så fint – Faktisk endnu bedre end de sidste gange, som jeg ellers også synes er gået rigtig godt. Men jeg var mere afslappet denne gang, og vejrtrækningen drillede mindre end den plejer, og jeg var samtidigt mindre anspændt. Så fedt at mærke at det kunne gå så godt, på trods af hvor nervøs jeg havde været op til!

I den tid jeg skulle sidde alene med farve i håret, sørgede jeg for at aflede mine tanker ved at være på instagram, hvor jeg (meget belejligt) var flere dage bagud, og jeg havde derfor rigeligt læsestof og masser af billeder at kigge på – Helt perfekt! Og præcis 3 timer og 5 minutter senere, trådte jeg ud af salonen; Med fine nyklippede og nyfarvede lokker, og uden angst! Dødtræt, men så glad og lettet – Og faktisk ret stolt af mig selv! Og selvfølgelig så glad for mit nye hår 😀

I kan se et før og efter billeder herunder.

Jeg fik lavet sådan ca. titusind nye striber 😀 Derudover fik jeg en toningsfarve i hele håret og klippet et par centimeter af længden – Det blev bare lige som jeg drømte om! Hvor er jeg glad for jeg kom afsted 😀 Og ikke mindst, glad for at jeg har sådan en skøn frisør, som ikke bare er super dygtig, men som også bare er så sød og go’ til mennesker – Også ’sådan nogle mennesker som mig’ ♡

Og til outfit detaljerne;
Jeg er blevet helt vild med at mixe lidt “læder” ind i mine outfits; Jeg synes det er perfekt til årstiden, og så giver det også bare noget kant og noget coolness til et outfit. Denne dag var jeg iført min “læder” nederdel fra New Look, som jeg har købt på Zalando (findes HER). Den er så behagelig og lækker i kvaliteten, og kan sagtens bruges både til fint brug og til hverdag, synes jeg. Jeg havde en rød, ældre, strik på fra Gina Tricot, som jeg stylede med min leopardtaske fra Dixie – Tasken er nok 8-9 år gammel efterhånden, men jeg er stadig så glad for den 😀 Sidst men ikke mindst, min vinterjakke fra ONLY og min helt nye strikkede hue fra H&M (findes HER).

Rigtig mange har efterspurgt blogindlæg om angst, så jeg tænkte denne hverdags situation var oplagt at dele med jer – Og så lige mikse lidt outfit og nyt hår ind også 😀 – Tusind tak fordi I læser med, det gør mig virkelig, virkelig glad!

I ønskes en helt vildt dejlig tirsdag! Julemøs til jer ♡

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *