Jul

Pak julens gaver ind i stof og skån miljøet.

825 tons! Så meget gavepapir smider vi i Danmark ud om året!! 🙁 Og desværre kan størstedelen af gavepapiret ikke genanvendes da det ofte er lavet af en blanding af papir og plast. Det kan desuden være overfladebehandlet.

Det er selvsagt virkelig spild af ressourcer, og også bare så ærgerligt at tænke på al det papir, som kun bliver brugt én enkelt gang, for herefter lynhurtigt at blive revet i stykker og smidt ud. Heldigvis findes der andre flotte, og langt mere bæredygtige, alternativer til det traditionelle gavepapir, og det er lige præcis dét jeg vil sætte fokus på i dag!

I dag vil jeg nemlig tippe om at skifte gavepapiret ud med STOF, som nemt kan fungere på flere forskellige måder, alt efter hvilket ‘look’ man går efter og hvor meget tid man har mulighed for/lyst til, at bruge på det 🙂

Det smarte ved at bruge stof er, at det kan bruges igen og igen, år efter år, modsat det almindelige gavepapir.

Hvis du har noget stof i gemmerne, vil det være oplagt at bruge. Det kan være du har nogle stofrester fra tidligere projekter liggende? Eller måske en dug eller noget tøj du aldrig bruger? Eller et par tørklæder måske?

Alternativt kan du købe stof til små penge i en genbrugsforretning eller lignende.

Du kan let opnå et hyggeligt, rustikt look ved at bruge stoffet som det er; revet over med de ru kanter. Eller du kan folde stoffet og sy langs kanterne, hvis du foretrækker et mere ‘pænt’ look. Du kan desuden lave “bånd” ud af stoffet også, og binde det rundt om gaven med en sløjfe på toppen, ligesom du ville gøre med almindeligt bånd.

Ellers er det også let at sy nogle fine gaveposer. Gaveposerne fungerer jo faktisk også lidt som en gave i sig selv, da modtageren kan bruge dem til opbevaring eller organisering efterfølgende. Og ellers kan de jo, ligesom stofstykkerne, naturligvis også fungere som gaveindpakning igen og igen og igen.

Hvis du synes det virker lidt uoverskueligt selv at gå igang med nål og tråd, og du ikke er til det rustikke look, så kan du i stedet købe dig til færdigsyede gaveposer og/eller færdigsyede stofstykker.

Som du kan se på billederne, har jeg forsøgt mig med lidt forskellig slags indpakning med de stofrester jeg havde i gemmerne: Jeg har lavet et par ‘rustikke’ gaver, hvor stoffet har de ru, afrevne kanter og båndet ligeså – Og jeg er faktisk rigtig vild med det look!

Derudover har jeg brugt et stykke stof, som jeg har foldet og syet langs alle kanter, og derefter bare bundet direkte rundt om gaven – Det giver et helt andet udtryk.

Til slut har jeg syet mine egne gaveposer. Det er super nemt og fungerer også godt, især til gaver som er lidt svære at pakke ind; Det kan være de har en mærkelig form eller måske bare er meget små, der er stofposerne geniale.

Til mine gaveposer har jeg brugt forskelligt bånd, som jeg havde i liggende fra tidligere. Men man kan jo også sagtens selv lave noget ‘bånd’ ud af stof, og bruge det i stedet 🙂 Så kan man jo enten vælge stof som er magen til selve gaveposen, eller man kan vælge noget som har en helt anden farve eller tekstur, alt efter hvad man er til.

Jeg håber det kunne give dig lidt inspiration til julens gaver. For skal vi ikke aftale, at vi i fællesskab vil forsøge at skære gevaldigt ned på forbruget af gavepapir i år? ♥

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.