Sommer, sol og fridag ♡

Klokken er 12:58, det er tirsdag og jeg har fri i dag. Det falder helt perfekt sammen med at vejret lige præcis i dag har valgt at vise sig fra sin allerbedste side; Solen står højt på himmelen og der er ikke en eneste sky. Min vejr-app siger det er 20 grader. Men på min altan, hvor vinden næsten står stille, er det meget varmere end det – og jeg elsker det!

Jeg har nok siddet herude en times tid nu, og for engangs skyld helt uden musik, og uden at sidde med blikket ned i en skærm – Ja, ind til lige nu altså, nu er skærmen jo fundet frem. Jeg er normalt ikke så go’ til ikke at lave noget, men i dag har jeg virkelig nydt det. Bare at sidde og kigge ud “på verden”, slukke hjernen, og lytte til alting og ingenting. Jeg er træt ovenpå en lang og hård dag i går, så i dag er det perfekt bare at sidde og bare være, og ikke skulle nå noget som helst.

Man kan godt mærke at hverdagen for de fleste er startet op igen, der er meget stille her i gården, og legepladsen står helt øde. Det eneste jeg kan høre er en solsort der pipper, og to unge fyre der går og snakker og griner lige nedenunder.

Og jeg sidder bare her, iført sorte satin nat-shorts og en top, hvor jeg har trukket stropperne ned over skuldrene for ikke at få de der fjollede striber. På mit havebord foran mig står en iskold faxe kondi free. Solens brændende varme stråler bliver for et kort sekund afløst af en lun brise. Tænk; For præcis et år siden kunne jeg ikke sidde her, på min egen altan, fordi jeg havde så meget angst. Nu sidder jeg her, og jeg stornyder det.

Nu er der én der slår græs, og en anden har netop åbnet sin altandør og er ved at støvsuge. En ældre dame går igennem gården med sin store blå IKEA-pose fyldt med vasketøj, på vej hen til vaskeriet. Det minder mig om, at jeg nok også burde sætte en vask over. Nå, måske senere, ikk?

Ind til videre bliver jeg altså siddende her, med benene smækket op på min havestol, midt i solen. Jeg tror jeg vil læse lidt, jeg er nemlig igang med to bøger for tiden. Hvad laver I i dag? Jeg håber I trods arbejde og hverdag får mulighed for at nyde solen. Møs til jer, og tak fordi I kiggede ind forbi. Jeg håber I snart kommer igen. Og ha’ så lige en fantastisk dag! 💗

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *