Bedre vaner

Tænk over disse 5 ting inden du udsalgsshopper!

Hvis det ikke er Single’s Day, så er det Black Friday – Eller Black Week ligefrem, ja og er det bare mig, eller holder mange forretninger også fødselsdag i disse dage?

November er en vild måned hvad angår udsalg, og vi bliver dagligt bombarderet med reklamer om tilbud og “must haves”.

Noget kan naturligvis være oplagt at købe på tilbud; Julens gaver for eksempel. Eller måske noget selvforkælelse, hvis der er noget bestemt man længe har manglet eller ønsket sig.

Men udsalg kan også lokke til at lave impulskøb – Impulskøb som desværre meget let kan gå hen og blive til fejlkøb. Og dét gider vi altså ikke spilde hverken ressourcer eller penge på, vel?

Så her er 5 ting at tænke over, inden du svinger dankortet og shopper løs af udsalgsvarerne:

  • Uanset hvor meget noget er på tilbud, så har du altså stadig BRUGT penge på at købe det. Og hvis det oven i købet var noget du ikke manglede, eller noget du ellers ikke ville have købt, så har du intet(!) sparet ved at udsalgsshoppe.
  • Tænk over, om det er et køb du stadig kan se dig selv bruge om 3 måneder, 6 måneder eller 1 år. Hvis ikke, så genovervej lige!
  • Spørg dig selv, om du havde været ligeså vild med det her specifikke udsalgs-item, hvis det ikke havde været på tilbud. Måske var det mest af alt ‘den gode pris’ der fangede?
  • Overvej om det du har lyst til at shoppe til dig selv, måske i stedet kan skrives på årets ønskeliste. Det giver dig nemlig tid til lige at mærke efter og overveje om det er noget du virkelig ønsker dig!
  • Hvis du gerne vil forkæle dig selv, så tag stilling til, INDEN du lurer udsalg, hvad du oprigtigt mangler/ønsker dig, og lav så en aftale med dig selv om at ikke at købe noget andet!

Det kan desuden være en god idé at:

  • Lave en liste over hvilke gaver du skal købe samt finde ud af, hvor de helt præcis skal købes henne. På den måde browser/oser du ikke rundt i unødvendige butikker, som måske ville kunne friste dig til at købe mere end de planlagte gaver.
  • Afmelde alle nyhedsmails samt at ‘slukke’ for de butikker/influencere som du følger på de sociale medier, hvis deres reklamer og tilbud ofte lokker dig til at lave impulskøb.

Jeg håber disse overvejelser kan bruges.
Del endelig hvis du også sidder inde med noget, som er godt at tænke over inden dankortet tages frem? 🙂

Tak fordi du læser med ♥

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.