#TBT ♡

Min søster og jeg, fanget i en dans

Halløj derude. På denne torsdag tænkte jeg det var oplagt med et lille tilbageblik, så jeg har været i gemmerne, og har fundet et par billeder, alle fra samme dag; Nemlig d. 18 marts i år, en stor dag på mange måder. Det var nemlig denne dag min kære bonusfar skulle fejre sin runde fødselsdag, så hele familien og de nærmeste venner var selvfølgelig inviteret til stor fest.

Fødselsdage er noget af det bedste jeg ved, og selvfølgelig især når det er blandt mine nærmeste. Hele stemningen, al hyggen, at kunne forkæle én jeg holder af, alle er så glade og ja, jeg elsker det simpelthen bare! Den glæde jeg altid har haft ved arrangementer som disse, har dog det seneste års tid været fuldstændigt overskygget af angsten; Den angst der efterhånden har fulgt mig længe, men som langsomt tog styringen over så meget af mit liv.

Af lige præcis denne grund, var jeg heller ikke sikker på, jeg skulle være med til at fejre min bonusfars runde dag, faktisk var jeg nærmere sikker på jeg IKKE skulle være med – Hvilket simpelthen gjorde så ondt i mit hjerte! Tanken om ikke at være der, på en så stor og så vigtig dag for en af mine aller, allernærmeste var ikke til at bære. Men det havde været virkeligheden de seneste mange måneder, hvor jeg havde været nødsaget til at takke nej til alt jeg havde været inviteret til.

Jeg er virkelig et stort familiemenneske, og samtidigt er jeg meget social. Jeg elsker at tale med mennesker, at komme ud, have det sjovt, grine og ja, bare være sammen med andre. Derfor gjorde det også bare endnu mere ondt indeni, at jeg hele tiden måtte sige nej – Ikke bare til at være sammen med de mennesker jeg holder allermest af, men jeg følte også jeg hele tiden måtte sige nej til mig selv, og til at være mig.

Min bonusfars runde fødselsdag havde længe været planlagt; Lokalet havde været booket i måneder, maden var bestilt, drikkevarerne var for længst indkøbt, jeg havde endda hjulpet til med at købe og lave pynten – og jeg havde sådan glædet mig til et brag af en fest. Lige indtil dagen kom tættere og tættere på, og det hele bare virkede mere og mere uoverskueligt.

Heldigvis har jeg nogle ekstremt forstående mennesker i mit liv, så der var intet pres på og ingen sure miner, uanset hvad jeg endte med at gøre. Dog ville jeg ikke selv kunne bære, hvis jeg ikke havde prøvet at tage med – Om jeg så bare endte med at være der en time, så havde jeg i det mindste været der! Derfor havde jeg også shoppet et nyt outfit, købt lidt nyt makeup og en ny halskæde – Alt sammen for at forberede mig selv på, at jeg SKULLE med.

Én god ting ved lige præcis denne fødselsdag var, at jeg kendte alle der kom, alle var fra min nærmeste familie eller var nære venner af familien. Derudover lå det lejede lokale i gå-afstand fra mine forældre, så det ville være let at “flygte” derhjem, hvis behovet skulle opstå.

Jeg besluttede sammen med mine forældre, at jeg ville springe maden over, og først komme efter, da stemningen så er lidt mere “afslappet” og dermed mindre angstprovokerende – Hvis nogle af jer, der læser med, selv har angst, forstår I sikkert hvad jeg mener, ellers er jeg ikke sikker på det giver så meget mening. Men jeg kunne bare mærke, at det ville gøre hele situationen hundrede gange mere overskuelig.

Jeg sørgede for at begynde at gøre mig klar til festen i meget god tid, så jeg rigtigt kunne hygge med det – Er der noget der ikke hjælper når man har angst, så er det stress og pres! Så jeg tog det hele i langsomt tempo og hørte en masse god (og glad!) musik mens jeg fik klaret makeuppen, ordnet lokkerne og kom i mit outfit.

Min søster og jeg

Jeg gik mod festlokalet, og i mens, var resten af selskabet godt igang med desserten, så da jeg ankom, sad alle (de mange) gæster stadig på “deres pladser” omkring bordene. I dét jeg træder ind i lokalet, kigger alle i min retning, og flere udbrød “Ihhh, LOUIIIIISE!”, de smilede og vinkede og kom imod mig med åbne arme – Det var simpelthen så.. Rørende, og så dejligt bare at kunne mærke al den varme med det samme, især i en så svær situation. Jeg blev fuldstændig rørt til tårer, så meget at jeg måtte hive min kusine med ud i garderoben og lige “komme mig”, før jeg kunne gå tilbage, og hilse på dem alle sammen.

Her var jeg så, i selskab med verdens dejligste familie, som jeg ikke havde set i alt for mange måneder, som nærmest overfaldt mig med knus og søde ord. Så selv om det var ekstremt svært for mig at møde op, følte jeg bare så meget glæde og så meget kærlighed, at det nærmest var helt overvældende. Det var helt klart den rette dag jeg havde valgt, til at tage til et så stort arrangement for første gang, i så lang tid.

Og det var en så skøn aften, og en så skøn fest. Alle hyggede, grinede, snakkede, drak og havde det sjovt. Min dejlige bonusfar blev fejret med manér og vi (ja VI, inklusiv mig) dansede til den lyse morgen! Sjældent har jeg haft så ondt i fødderne og stængerne efter en fest, og aldrig før har jeg haft så mange sår og vabler fra et par stiletter, men hold kæft, hvor jeg bare nød at HYGGE mig, og så i det allerbedste selskab ♡ – Og endda kun med virkelig minimal angst!

Ih, hvor er jeg bare glad for, at jeg nu altid kan tænke tilbage på min bonusfars runde dag med smil og glæde, for slet ikke at snakke om kærlighed, og vide at jeg VAR der – Måske ikke fra starten, måske ikke fra middagen, men pyt, jeg var der! <3

4 thoughts on “#TBT ♡

  1. Det var så dejligt at se dig Louise ❤ dejligt at du er begyndt at skrive om din angst for mig er det tegn på at du er ved at komme videre i livet Knus fra din faster.

  2. Hvor er det stærkt at du deler denne historie og måske også kan være en inspiration for andre.
    Tak fordi du er så sej, så vi fik lov til at fejre aftenen sammen med dig, det betyder så meget!❤️ ❤️❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *