Livsstil

Tilbageblik på januar; mål, forventninger, fokus.

Okay. Det er muligvis et halvt års tid siden, jeg sidst har givet lyd fra mig herinde. Og ærligt, jeg synes heller ikke rigtigt lysten til bloggen har været der. Men lysten er alligevel, over den seneste måneds tid eller to, kommet mere og mere tilbage. Faktisk tænkte jeg i slutningen af december, at jeg ville lave et lille skriv om året der var gået. Det blev jo så ikke helt sådan. Så i stedet bliver det et ‘måneden der gik’-skriv, med et tilbageblik på den første måned i 2020.

Som så mange andre startede jeg 2020 ud og var topmotiveret, med masser af mål og forventninger til mig selv og til det jeg gerne ville, og ideer til hvor mit fokus skulle ligge den kommende tid. Deciderede nytårsforsæt vil jeg nok ikke kalde det, for jeg er generelt en meget reflekterende type, der året rundt får nye ideer og sætter nye mål, meeen der er nu alligevel noget særligt over et nyt år – ja, og endda et nyt årti.

Fokus, mål og forventninger

Mit fokus har her i januar i høj grad været på de ting jeg omgiver mig med – De ting der fylder i mit hjem og de ting der fylder i min hverdag – mere eller mindre fysisk – og mit mål har været at være mere bevidst omkring disse ting, samt at rydde ud. Rent praktisk har det betydet, at jeg blandt andet har sorteret en hel masse ud i skabe og skuffer herhjemme, da jeg har følt et stort behov for at fjerne alt det, der bare er FYLD og som ikke giver mig noget positivt; Tøj jeg ikke længere bruger, nips der ikke længere gør mig glad at se på, ting der ligger i skuffer og aldrig bliver brugt eller ting som ikke er nødvendige for mig at have længere osv. Så Røde Kors har fået en hel masse ting, og ejjj, hvor føles det bare GODT!

Oprydning online

Ligeledes har jeg ‘ryddet op’ i mine sociale medier. Det skal jo ikke være nogen hemmelighed at jeg eksempelvis bruger instagram dagligt – Derfor er det også vigtigt for mig at jeg, når jeg åbner app’en, ser profiler som glæder, inspirerer eller motiverer mig på den ene eller den anden måde. Men de fleste af os kender nok godt til det med, at der bare er nogle profiler som ender med at give os en eller anden form for negativ følelse når de popper frem i vores feed – Og det betyder jo ikke at det er noget personligt mod personen bag profilen, overhovedet ikke faktisk. Der kan være så mange årsager til at man sidder og bliver lidt øv-agtig over at se visse opslag. Men de profiler, som ikke giver mig en masse positivt (længere) har jeg altså nu ryddet op i, og unfollowet.

Udover bare at unfollowe, har jeg også fundet endnu flere positive og inspirerende profiler at følge med hos. Desuden har jeg lavet nye opslagstavler/moodboards på Pinterest. Og selv om det nok lyder som små og måske ret ubetydelige ting, så synes jeg faktisk det gør en forskel.

Alt i alt

Jeg har selvfølgelig også haft mange andre små mål og ting jeg har haft fokus på at gøre mere eller mindre af i måneden der er gået, men det kan være jeg går mere i dybden med det i et kommende indlæg, hvis det er noget I synes er interessant at læse om 🙂

Nu hvor jeg sidder her og reflekterer over måneden der er gået, så har jeg ikke ‘opfyldt’ alt det jeg havde sat mig for – Men det er egentlig også okay, synes jeg. For det var måske også nok lidt urealistisk noget af det, så der skal måske lige justeres lidt fremadrettet. Og til gengæld er jeg så faktisk nået i mål med nogle helt andre ting, som jeg ikke havde regnet med allerede at kunne krydse af nu.

Så alt i alt, har januar været en produktiv og god måned, synes jeg. Og selv om måneden da har været lidt lang, så har jeg slet ikke følt den har været ligeså lang (og mørk, kold og grå) som januar måned ellers plejer at være. Gudskelov 😀

Det var alt for nu. Tusind tak fordi I læste med!
Jeg håber I er kommet rigtig godt igang med jeres 2020, og at januar har været god ved jer 🙂

God weekend <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.