Velkommen tilbage! ♡ | BLOGMAS dag 1

Juhuuu, glædelig 1. december! Tænk julen allerede er over os! 😀

Som de fleste af jer sikkert for længst har fundet ud af, så er jeg kæmpe fan af julen! Jeg har også altid fået at vide, at jeg er en rigtig hygge-fis, så det er måske slet ikke så mærkeligt, at lige præcis julen har sådan en stor plads i mit hjerte – For det er da uden tvivl den tid på året, hvor der er lagt op til allermest HYGGE.

For mig er julen lig med kvalitetstid, kærlighed, hygge og nærvær. Og ja, selvfølgelig er julen også lig med julestress, kilometerlange køer i butikkerne og alt for få penge på kontoen. Men jeg synes nu alligevel, at alt det hyggelige overskygger alt det .. bøvlede 😀

I juletiden er der lagt op til både vilde julefrokoster, skønne familiebesøg og hyggelige julearrangementer – Så der er altså rig mulighed for at bruge en masse tid sammen med alle dem man holder af. Derudover er det nok det tidspunkt på året, hvor det er allermest ok at lave absolut ingenting; At hoppe i sit yndlings hygge-sæt, smide sig på sofaen med dyner og puder, og se cheesy julefilm hele dagen, mens man propper sig med lækre sager og varme drikke. Så selv om der er fart på i forhold til alle julens fester og arrangementer, så er der også tid til at komme helt ned i gear, og bare skrue op for hyggen – og hvor fantastisk er det ikke lige?

Ved at komme ned i gear, har man også mulighed for at fordybe sig i ting, som man måske ellers ikke lige har tid eller overskud til i hverdagen – Og det er så her bloggen kommer ind i billedet! Jeg har været nødt til at tage en længere pause fra bloggen, men nu er lysten tilbage, sammen med motivationen og inspirationen! Og julen er da også bare det perfekte tidspunkt for en juletosse som mig, at starte bloggen op igen, med manér – og med masser af julehygge, ikke mindst!

Derfor er der fra i dag af, og helt frem til juleaften, dømt BLOGMAS her hos mig, hvilket vil sige, at der vil være et nyt blogindlæg at finde herinde hver eneste dag! Ikke alle blogindlæggene vil handle om jul, men der vil selvfølgelig være flere der gør 🙂 Men BLOGMAS vil byde på alt fra mine bedste fashion-tips til den kolde tid, mine personlige historier og jule-minder, outfit-posts, billeder fra mit julepyntede hjem og inspiration til julehyggen. Og nååå ja, så er der jo også en vis person som fylder rundt i denne måned, så det kommer vi også ind på 😉

Jeg glæder mig helt vildt til BLOGMAS, og jeg håber inderligt at I vil følge med her på bloggen hver dag, og bare jule-hygge en helt masse sammen med mig! ♡

Kan I nu have den dejligste og hyggeligste 1. december, vi ses imorgen ♡ MØS

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *